Ge9

Denne sommer var jeg et par uger i Barcelona. En fantastisk by, hvor nyt og gammelt, kultur og industri, turisme og lokalkolorit møder hinanden og på intrikat vis væves sammen i en inciterende cocktail af historie, kultur, liv, hverdag, fest og farver.

Her har man virkelig fornemmelsen af at være på ‘stedet’, at være der hvor nye ideer udklækkes og hvor folk er oppe på beatet samtidig med, at forbindelsen til fortiden og de historiske rødder er intakt.

Byen sprudler af virkelyst og fremtidstro og synes på mange måder for længe siden at have overhalet os indenom i fordomsfri tolerance, modernitet og frisind.

Byen har et uovertruffet offentligt transportnet med metro og højhastighedsbaner der spejler sig i gamle velbevarede svævebaner, sporvogne og finiculaer.

Der er store cykelstativer overalt med ialt over 3000 bycykler som alle lokale - der har tilmeldt sig ordningen - frit kan benytte til kortere ture på byens mange cykelstier og i de gamle og ny bilfri kvarterer.

Den store gamle inderhavn er inddraget, totalt renoveret og er nu et kulturelt center med store offentlige byrum, parker, restaurant- og cafemiljøer i og omkring to store marinaer, som ud mod Middelhavet kantes af en kilometerlang nyanlagt sandstrand.

Barcelona har Europas største konferencecenter, den har den olympiske by og havn, og den emmer i det hele taget af ny - og gammel - arkitektur i høj kvalitet, mens dens gamle industrianlæg bliver inddraget til beboelse, kulturaktiviteter eller til nye virksomheder, der arbejder med ny teknologi.

Et ultra moderne og højeffektivt renovationssytem med automatiserede tømningsanordninger og kildesortering gør byen ren og indbydende, ligesom sikkerhed og service er i top med allestednærværende politi og turistinformation.

Barcelona er på mange måder en succes historie, og man mærker overalt en meget stor stolthed over byen blandt katalanerne, men det er ikke kommet af sig selv.

Det er kommet som følge af nogle beslutninger man tog i forbindelse med olympiaden i 1992 og Internationalt Kulturforum 2004.

Man havde en vision, ikke bare om turisme og traditionelle erhverv, men om fremtidens samfund og den økonomiske udvikling.

Man var klar over at udviklingen omkring nye videnstunge erhverv drejer sig om talent, og at det for at lokke de talenter til i høj grad drejer sig om at bo det rigtige sted. Der hvor ‘tingene sker’, hvor ‘de andre’ er og hvor tankerne tænkes.

De virksomheder, som er frontløbere indenfor viden og ny teknologi er meget bevidste omkring deres afhængighed af deres egen talentmasse, og de vælger fremdeles at lægge sig der, hvor de forventer, at denne talentmasse kunne tænke sig at bo.

Derfor havde man fra bystyrets side en ambition om, at Barcelona skulle blive det bedste sted at bo, arbejde og besøge.

Dette indebærer ikke bare at infrastruktur, skoler, institutioner og fritidstilbud skal være i orden. Det giver sig selv og ligger implicit i udviklingsplanerne.

Deres kongstanke er, at hele byen med dens arkitektur, kunst, kunstnere og kultur kan stimulere virksomhederne og deres professionelle medarbejdere til at gøre et endnu bedre job og omskabe byens - og måske endda landets - økonomiske fundament, så det er i stand til at tackle de globale udfordringer.

Det seneste skud på stammen, er en vision om at genurbanisere spansk industri ved at lave et kæmpeområde på 4 mill m² i byens centrum om til et innovativt, nyteknologisk udviklingscenter for vidensbaseret økonomi og industri med en social dimension.

Vi skal her i Svendborg også have en vision for hvad vi vil med vores by og vores område, og vi skal have modet til at føre den vision ud i livet.

Vi kan ikke nøjes med at drive alderdomshjem og opføre hospices så vi ender med at blive kendt som stedet for de gamle og de døende.

Vi må bruge de resourcer vi har og ikke i opgivende spareiver lade guldet omdanne til skibskirkegårde, fraflyttede øer og forladte landsbyer.

Barcelona er en stor by, og vi kan ikke løfte de kæmpeopgaver de kan, men mindre kan gøre det. Vi har potentialet. Vi skal bare beslutte os for det.

Jeg er sikker på, at der er lutter gode intentioner om smuk natur og det gode liv bag tiltagene omkring nationalpark og cittaslow, men hvad begreberne i virkeligheden indeholder, er meget svært at få styr på.

Mht. nationalparken, har man, af hensyn til borgernes indflydelse, faktisk valgt, at lade det stå helt åbent.

Men det er en skidt strategi, for på den måde fylder alle bare videnstomrummet ud ved at læse deres egne forventninger og/eller fordomme ind i det, med en forkvaklet og skævvreden debat til følge.

I oplægget ‘Nationalpark Det Sydfynske Øhav’ kan man læse at, nationalparken vil skærpe områdets profil og at den ikke vil medføre nye restriktioner eller bestemmelser for erhvervslivet eller for dem der bor i området, ja nærmest ingen forandringer i det hele taget, hvortil man så må spørge, jamen hvad er det så vi skal med den?

Der følger tilsyneladende ingen tiltag med - sådan ud over ‘bedre adgang til naturen’.

Er det virkelig alt?

Hvorfor så meget ståhej for at etablere et par naturlejrpladser og et fugletårn?

Den eneste forandring der tilsyneladende bliver, er at man erklærer området for ‘Nationalpark’ ligesom man har erklæret Svendborg for cittaslow-by uden at der er sket det store i den anledning.

Det lyder jo besnærende med lutter fordele og ingen ulemper, og det er nok også for godt til at være sandt.

Hvis man eksempelvis engang fandt ud af at udnytte vores fantastiske resourcer bedre gennem en ordentligt maritim infrastruktur og forstærkede bosætningen på øerne med nye boligområder, arbejdspladser og institutioner, ville en nationalpark så ikke lægge hindringer i vejen?

Udformningen af nationalparken, har man lagt i hænderne på nogle styregrupper, der udover landbrugets og turisterhvervets repræsentanter - mestendels består af en række foreninger, og der snakkes mest om bevarelse og beskyttelse af natur- og kulturværdier og meget lidt konkret om, hvordan nationalparken skal være med til at udvikle området.

Det siges at en en nationalpark kan generere flere tusinde arbejdspladser, men den eneste indikation af, hvor disse arbejdspladser skulle opstå, er antydninger om turisterhverv og gårdbutikker. ‘Formålet er også at fremme den lokale erhvervsudvikling som eksempelvis bosætning, turisme og produktion af kvalitetsvarer.’ Kvalitetsvarer? Hvad er det? Økologisk rabarberkompot eller er det nye innovative elektronikprodukter?

Cittaslow begrebet må ligeledes forventes at dreje sig om ‘kvalitet’, men selve navnet associerer altså fortsat i mine øre mere til ‘pension’ end til ‘puls’.

Så kom nu venner. Frem med det. Hvad er det vi kan forvente at opnå?

Hvad er det for et samfund man ser for sig om 10 eller 20 år når tiltagene har haft deres effekt?

Hvordan undgår vi at skyde os selv i foden med begrænsninger der kan hæmme vores egne udviklingsmuligheder i fremtiden?

Hvis vi skal lære at elske disse forhåbentligt positive tiltag og få en gavnlig virkning af dem er det pinedød nødvendigt med en ærlig og åben udmelding.