Ge9

Jeg deltager jo i temamøderne om havnen og Frederiksøens udvikling. Jeg ved egentlig ikke om jeg er inviteret som formand for Ge9 eller fordi jeg tidligere har deltaget meget aktivt i debatten omkring emnet og lavet flere visionsoplæg.

Det er nok mest det sidste.

Hvorom alting er, så har jeg prøvet at formulere min vision for området på skrift og lægger den hermed frem.

Vision

Om 10 år har vi fået skabt netop det rigtige og helt kritiske mix af erhverv, kultur og forretnings og cafe tilbud som gør at det er superattraktivt for kreative og videnstunge virksomheder at bosætte sig på Frederiksøen.

Det mix af forskellige typer lejemål i alle prislejer som opfylder kravene for alle lige fra den nystartede kreative virksomheds rustikke og ydmyge lofts-studie, til det topmoderne kontormiljø til den internationale virksomheds udviklingsafdeling.

Alle arkitektoniske løsninger omhyggeligt udvalgt i respekt for området byen og traditionen, men også med et skarpt blik for det der kan sætte øen, miljøet og byen i relief og pege ind i fremtiden med overraskende, provokerende og spændende tiltag.

Der er opstået gadestrøg med nyt og gammelt og med ‘nyt-i-gammelt’.

Der kontorfaciliteter og kulturtilbud på flåder i en flydende bydel der i sig selv skaber et naturligt kanal og havnemiljø med bådpladser imellem. Byen trukket ud på vandet.

Vi har ‘genurbaniseret’ erhvervslivet og skabt et levende, kulturelt og pulserende arbejdssted med identiteten på ydersiden der har virkelig høj attraktionsværdi for veluddannet arbejdskraft og videnstunge virksomheder, og som befordrer den synergieffekt de efterspørger.

Ring Andersens værft er blevet tilgængeligt på den måde, at man kan kigge derind, eller måske gå forbi på ydersiden via flydebroer der kan skubbes til side når skibe skal op eller i vandet.

Tiden må vise om de stålskibsaktiviteter der foregår nu skal bibeholdes eller flyttes gradvist. Viser der sig eksempelvis at være store erhvervsmæssige fordele for Svendborg kommune i flydedokken, men at den ligger i vejen for en fortsat udvikling af øen, kan det jo være den skal lægges om foran FAF eller et andet sted.

Under alle omstændigheder, ligger der stadig skibe langs kajen som der altid har gjort. Det maritime aspekt forstået som aktivitet og liv omkring kommercielle skibe er en del af attraktiviteten.

Heri ligger en naturlig sammenkædning mellem ambitionen om nye innovative virksomheder, historien og områdets natur, hvis der kan tiltrækkes virksomheder indenfor områder der udvikler nye teknologier indenfor det maritime felt og dermed bidrage til klyngedannelsen indenfor kommunes indsatsområder.

Projektet er lykkedes gennem en stram styring der sikrer, at alle investeringer, forretningskoncepter, byggerier og tiltag trækker i den samme retning og bidrager til at fremme visionen for området.

Visionen er afhængig af at det sker på Frederiksøen. Kun den rummer den spændende og unikke aura af eventyr som kan sikre succes. Arealerne langs resten af havnen vil dermed også blive gjort attraktive, men i sig selv vil de ikke kunne drive udviklingen. Det er trods alt bare byggegrunde i nærheden af en havn, og den slags er der til overmål i resten af Danmark.

Som det er blevet sagt igen og igen i løbet af denne process, så er det i en tid med krise dem der tør satse på nytænkning og innovation der vinder, dem der satser på det vante og venter på at de gode tider vender tilbage taber.

mvh Bo-T

Klik på 'Læs mere' for at se tegningen.

Så epokegørende, at man måtte skrive om det i avisen...

Klik på 'Læs mere' for at se tegningen.

Denne sommer var jeg et par uger i Barcelona. En fantastisk by, hvor nyt og gammelt, kultur og industri, turisme og lokalkolorit møder hinanden og på intrikat vis væves sammen i en inciterende cocktail af historie, kultur, liv, hverdag, fest og farver.

Her har man virkelig fornemmelsen af at være på ‘stedet’, at være der hvor nye ideer udklækkes og hvor folk er oppe på beatet samtidig med, at forbindelsen til fortiden og de historiske rødder er intakt.

Byen sprudler af virkelyst og fremtidstro og synes på mange måder for længe siden at have overhalet os indenom i fordomsfri tolerance, modernitet og frisind.

Byen har et uovertruffet offentligt transportnet med metro og højhastighedsbaner der spejler sig i gamle velbevarede svævebaner, sporvogne og finiculaer.

Der er store cykelstativer overalt med ialt over 3000 bycykler som alle lokale - der har tilmeldt sig ordningen - frit kan benytte til kortere ture på byens mange cykelstier og i de gamle og ny bilfri kvarterer.

Den store gamle inderhavn er inddraget, totalt renoveret og er nu et kulturelt center med store offentlige byrum, parker, restaurant- og cafemiljøer i og omkring to store marinaer, som ud mod Middelhavet kantes af en kilometerlang nyanlagt sandstrand.

Barcelona har Europas største konferencecenter, den har den olympiske by og havn, og den emmer i det hele taget af ny - og gammel - arkitektur i høj kvalitet, mens dens gamle industrianlæg bliver inddraget til beboelse, kulturaktiviteter eller til nye virksomheder, der arbejder med ny teknologi.

Et ultra moderne og højeffektivt renovationssytem med automatiserede tømningsanordninger og kildesortering gør byen ren og indbydende, ligesom sikkerhed og service er i top med allestednærværende politi og turistinformation.

Barcelona er på mange måder en succes historie, og man mærker overalt en meget stor stolthed over byen blandt katalanerne, men det er ikke kommet af sig selv.

Det er kommet som følge af nogle beslutninger man tog i forbindelse med olympiaden i 1992 og Internationalt Kulturforum 2004.

Man havde en vision, ikke bare om turisme og traditionelle erhverv, men om fremtidens samfund og den økonomiske udvikling.

Man var klar over at udviklingen omkring nye videnstunge erhverv drejer sig om talent, og at det for at lokke de talenter til i høj grad drejer sig om at bo det rigtige sted. Der hvor ‘tingene sker’, hvor ‘de andre’ er og hvor tankerne tænkes.

De virksomheder, som er frontløbere indenfor viden og ny teknologi er meget bevidste omkring deres afhængighed af deres egen talentmasse, og de vælger fremdeles at lægge sig der, hvor de forventer, at denne talentmasse kunne tænke sig at bo.

Derfor havde man fra bystyrets side en ambition om, at Barcelona skulle blive det bedste sted at bo, arbejde og besøge.

Dette indebærer ikke bare at infrastruktur, skoler, institutioner og fritidstilbud skal være i orden. Det giver sig selv og ligger implicit i udviklingsplanerne.

Deres kongstanke er, at hele byen med dens arkitektur, kunst, kunstnere og kultur kan stimulere virksomhederne og deres professionelle medarbejdere til at gøre et endnu bedre job og omskabe byens - og måske endda landets - økonomiske fundament, så det er i stand til at tackle de globale udfordringer.

Det seneste skud på stammen, er en vision om at genurbanisere spansk industri ved at lave et kæmpeområde på 4 mill m² i byens centrum om til et innovativt, nyteknologisk udviklingscenter for vidensbaseret økonomi og industri med en social dimension.

Vi skal her i Svendborg også have en vision for hvad vi vil med vores by og vores område, og vi skal have modet til at føre den vision ud i livet.

Vi kan ikke nøjes med at drive alderdomshjem og opføre hospices så vi ender med at blive kendt som stedet for de gamle og de døende.

Vi må bruge de resourcer vi har og ikke i opgivende spareiver lade guldet omdanne til skibskirkegårde, fraflyttede øer og forladte landsbyer.

Barcelona er en stor by, og vi kan ikke løfte de kæmpeopgaver de kan, men mindre kan gøre det. Vi har potentialet. Vi skal bare beslutte os for det.

Jeg er sikker på, at der er lutter gode intentioner om smuk natur og det gode liv bag tiltagene omkring nationalpark og cittaslow, men hvad begreberne i virkeligheden indeholder, er meget svært at få styr på.

Mht. nationalparken, har man, af hensyn til borgernes indflydelse, faktisk valgt, at lade det stå helt åbent.

Men det er en skidt strategi, for på den måde fylder alle bare videnstomrummet ud ved at læse deres egne forventninger og/eller fordomme ind i det, med en forkvaklet og skævvreden debat til følge.

I oplægget ‘Nationalpark Det Sydfynske Øhav’ kan man læse at, nationalparken vil skærpe områdets profil og at den ikke vil medføre nye restriktioner eller bestemmelser for erhvervslivet eller for dem der bor i området, ja nærmest ingen forandringer i det hele taget, hvortil man så må spørge, jamen hvad er det så vi skal med den?

Der følger tilsyneladende ingen tiltag med - sådan ud over ‘bedre adgang til naturen’.

Er det virkelig alt?

Hvorfor så meget ståhej for at etablere et par naturlejrpladser og et fugletårn?

Den eneste forandring der tilsyneladende bliver, er at man erklærer området for ‘Nationalpark’ ligesom man har erklæret Svendborg for cittaslow-by uden at der er sket det store i den anledning.

Det lyder jo besnærende med lutter fordele og ingen ulemper, og det er nok også for godt til at være sandt.

Hvis man eksempelvis engang fandt ud af at udnytte vores fantastiske resourcer bedre gennem en ordentligt maritim infrastruktur og forstærkede bosætningen på øerne med nye boligområder, arbejdspladser og institutioner, ville en nationalpark så ikke lægge hindringer i vejen?

Udformningen af nationalparken, har man lagt i hænderne på nogle styregrupper, der udover landbrugets og turisterhvervets repræsentanter - mestendels består af en række foreninger, og der snakkes mest om bevarelse og beskyttelse af natur- og kulturværdier og meget lidt konkret om, hvordan nationalparken skal være med til at udvikle området.

Det siges at en en nationalpark kan generere flere tusinde arbejdspladser, men den eneste indikation af, hvor disse arbejdspladser skulle opstå, er antydninger om turisterhverv og gårdbutikker. ‘Formålet er også at fremme den lokale erhvervsudvikling som eksempelvis bosætning, turisme og produktion af kvalitetsvarer.’ Kvalitetsvarer? Hvad er det? Økologisk rabarberkompot eller er det nye innovative elektronikprodukter?

Cittaslow begrebet må ligeledes forventes at dreje sig om ‘kvalitet’, men selve navnet associerer altså fortsat i mine øre mere til ‘pension’ end til ‘puls’.

Så kom nu venner. Frem med det. Hvad er det vi kan forvente at opnå?

Hvad er det for et samfund man ser for sig om 10 eller 20 år når tiltagene har haft deres effekt?

Hvordan undgår vi at skyde os selv i foden med begrænsninger der kan hæmme vores egne udviklingsmuligheder i fremtiden?

Hvis vi skal lære at elske disse forhåbentligt positive tiltag og få en gavnlig virkning af dem er det pinedød nødvendigt med en ærlig og åben udmelding.

Førhen hvilede Svendborg og de sydfynske samfund på to søjler. Den ene var - som så mange andre steder i landet - landbruget, den anden - største og særegne for os - var de maritime erhverv - søfart og værftsindustri.

I realiteten eksisterer disse søjler nu kun i marginalt omfang, eller som en del af vores lokale kulturarv, og vores identitet er desværre ikke længere tæt forbundet med sømænd og hvad der ligger på den anden side af kimingen.

Vi skal - uden at miste forbindelsen til vores rødder - finde eller genopfinde vores identitet.

Men de eneste bud der for tiden findes, synes at være bevarende tiltag, som mest går ud på at præservere vores fortid og præsentere den i en nydelig glasoverdækket sarkofag.

Misforstå mig ikke, der er intet i vejen med kultur og naturbevarelse - det skal til - ligesom der heller ikke noget i vejen med det stille gode liv og gode produkter.

Jeg ville elske et kulinarisk hus med et forhåbentligt permanent tilknyttet indendørs marked a la Chrania eller Barcelona. Det er en fremragende ide og ville være et kæmpescoop for Svendborg. Men vi kan ikke leve af det. Ej heller de mange småproducenter af ‘kvalitetsvarer’, naturlejrpladser, kajakudlejning eller opsamling af tang. Det er og bliver niche produktioner, og de risikerer at fortælle historien om et samfund i stagnation.

En nyligt offentliggjort analyse satte navn på de mest attraktive danske byer at bosætte sig i. At listen blev toppet af de største byer som Ålborg og København samt Roskilde som nyder godt af storbyens nærhed, er ingen overraskelse, ej heller at listen sluttes med en række provinsbyer, ikke engang at Odense også placerer sig her i bunden - undskyld Odense - nej det overraskende er, at Kolding sniger sig ind i toppen på en 4. plads tæt efterfulgt af Vejle.

Hvordan er det lykkedes for Kolding? Et svar er, at de ligger i den ene ende af den hastigt voksende østjyske millionby, men Randers som udgør den anden ende af denne dynamiske heksekedel har ikke haft nær samme gavnlige effekt og ligger i bunden af opgørelsen.

Så hvad er forskellen?

Det korte svar på spørgsmålet er ‘design’.

Kolding har formået - i tæt samarbejde med byens erhvervsliv - gennem bevidste satsninger, at skabe et omdømme som en kulturel, nytænkende og kreativ by der tager ‘design og innovation’ alvorligt med en lang række større og mindre design-institutioner og -virksomheder.

Det trækker igen nye virksomheder og bosættere til.

Hvad er vores fremtidige identitet her i Svendborg?

Det kunne være byen med kreativitet og innovation, med store enklaver af videnstunge virksomheder, forskning og uddannelse. Gerne med en vægt lagt på ‘kvalitetsvarer’, gode livsformer og/eller ny maritim teknologi og nye måde at drive skibsfart.

Vi har i forvejen en del af de ingredienser der skal til, for at få det til at lykkes. Vi har de første videnstunge virksomheder, vi har mange professionelle kreative iværksættere, vi har uddannelsesinstitutioner og vi har et blomstrende kulturliv. Vi skal bare have fyret endnu mere op under det, så vi når den kritiske masse der fordres for en selvforstærkende virkning.

Pas på med at prøve at blive klogere. I hvert fald  hvis man gør det ved at købe bøger i udlandet. Har netop haft følgende oplevelse med de bureaukratiske gebyrgribbe i Postdanmark:

Købt bog på Amazon.com - pris 130,-

Heraf forsendelse 50,- som Postdanmark i parantes bemærket får en del af.

Told 0,-

Importmoms 31,-

Postdanmarks gebyr for opkrævning af moms (inkl. moms) 160,-

I alt at betale for bog til 80,-:

321,-kr!

mvh Bo-T

...desværre er der jo ikke megen nyt i den slags forretningsmoral fra Postdanmarks side...

..se tegning ovenover...

Christian la Cour og jeg har for nylig deltaget i et møde med div. erhvervs foreninger, organisationer og kommunen - arrangeret på initiativ af Erhvervsforum Svendborg.

Erhvervsforum Svendborg er en forening med bred medlemsskare fra både handel, håndværk og industri, heriblandt også Ge9’ere.

Udover dem var også ’Håndværk og Industri’, ’Shopping Svendborg’, Turistforeningen, Erhvervsskolerne, Erhvervsrådet og kommunen repræsenteret.

Mødet var det indledende i en proces, hvis mål det er at få skabt en visionær og handlekraftig paraplyorganisation, som kan være en aktiv og indflydelsesrig med og modspiller til kommunen, og som med vægt kan præge erhvervsudviklingen på Sydfyn.

En sådan organisation eksisterer – i den ene eller den anden konstellation – en lang række steder i landet. Nogle steder tæt og stramt styret af - eller som en del af – kommunen, andre steder som en mere autonom og demokratisk opbygget organisation.

En del er helt eller delvist finansieret af kommunen, mens andre i højere grad er selvfinansieret. De fleste varetager udover medlemsorganisationernes interesser en række erhvervsrettede opgaver for kommunen.

Her er så spørgsmålet; hvis vi kan få sådan en organisation stablet på benene med Ge9 som deltager;

• Hvad er det så for en erhvervsudvikling vi som Ge9’ere ønsker for det sydfynske område?
• Hvad er det for en type – eller typer – erhvervsområder vi mener der skal fremmes?
• Hvor skal der satses?
• Hvad er det for initiativer vi mener, der skal sættes i værk?
• Hvordan og med hvilke midler kommer vi frem til målene?
• Hvilken vision har vi for områdets erhverv og udvikling?

Kom med dit bud. Præg udviklingen!

Mvh Bo-T

Formand

Jeg har været til konference i Spinnerihallerne i Vejle, og jeg må sige at jeg er imponeret.

Der ser ud til at være fuld gang i den – bevares det er ikke færdigt – men skal et kreativt miljø nogensinde være det?

Man har i Spinnerihallerne, som er et gammelt industrianlæg, valgt kun at strippe det for indmad, lave de mest nødvendige restaureringer/udbedringer samt tekniske og miljømæssige installationer, men ellers lade tingene stå meget rå.

En af de eneste synlige effekter er, at man har skiftet enkelte af de store industrielle vinduesglas ud med forskelligt farvede ruder. Det har en fantastisk diskret men effektiv effekt af at understrege stedets kreative tilgang.

Stedet er stort set helt åbent, med det buede loft båret af søjler, hvorimellem de enkelte kontorer er adskilt af glasvægge helt til loft. Man kan altså skæve ind til hinanden, ligesom det store åbne look er bibeholdt trods aflukkerne – meget flot! Din browser understøtter muligvis ikke visningen af dette billede.

De åbne rum mellem kontorer og faciliteter bruges eksempelvis til udstillinger, hvor inviterede kunstnere og håndværkere udfordrer og afprøver hinanden til fælles gavn.

Huslejen er endov meget rimmelig, ud fra forudsætningen om, at de kreative ingen penge har, men at de trækker alle de pengestærke til, når de først er lokket indenfor - det er forøvrigt et faktum som investorer opererer med mange steder i udlandet.

Det vigtigst er dog, at mødet med ‘beboerne’ gav et indtryk af højt ambitionsniveau, professionalisme og engagement. Det er kompetente folk, og jeg forventer mig meget af vores fremtidige samarbejde.

Besøget tændte selvfølgelig også op under tanken om at etablere et tilsvarende miljø i det sydfynske, og jeg må indrømme, at det gamle frugtlager sprang mig i hu.

Det kunne være fantastisk, hvis vi kunne skabe noget tilsvarende hernede, og en ekskursion derop i Ge9 regi er et klart must.

Kommunen kan vi ikke vente på, de vil aldrig give sig an med det engagement som Vejle kommune har gjort. Vi må skabe tingene selv.

Måske jeg skulle jeg tage Launi under armen og slæbe ham med derop.

Mvh Bo-T