"How to wrap flowers" er titlen på mit seneste udviklingsprojekt som keramisk formgiver.
Kræmmerhuset er en urgammel, universel emballageform, som i vore dage mest bruges af blomsterhandlere til indpakning af afskårne blomster. For mig var det derfor nærliggende at bruge denne form i forbindelse med udviklingen af en ny vase.
Det bløde silkepair er stivnet i kræmmerhusfaconen omkring de friske blomster, og smyger sig op for at støtte og fremhæve dem. Formen er modelleret op i højtbrændt rødler og dekorationen er begitning som er lagt på ved dypning, sprøjtepistol og pensel. Til sidst overtrukket med klar, blyfri glasur.
Bonusinfo: Tulipaner har det med at vokse videre i deres vase, efter at de er blevet skåret. I denne vase bliver de støttet, så de ikke falder...
Ulla Sonne

