logo-ge9Ge9

Populær kalender – med Svendborg-pige

En gang havde ethvert værksted med respekt for sig selv en plakat med mere eller mindre afklædte piger hængende på væggen. Siden er værkstedskalenderen blevet ”politisk ukorrekt” og et uddøende medie, påpeger fotograf Peter Baastrup. 

Han vil gerne slå et slag for at genoplive kalenderen som medie. Og gør sit for det sammen med en kunde, C&P Inspection A/S (CPI), der kvalitetssikrer produkter og anlæg gennem inspektion, prøvning, rådgivning og certificering nationalt og internationalt og har hovedsæde i Korsør. 

- De sidste tre år har jeg arbejdet på et kalenderprojekt for CPI, som udgiver en kalender i forbindelse med maskinmestrenes årlige erhvervskonference og –messe ”Ajour” i Odense. Firmaet har en stand på messen, og årets kalenderpige skal ud over at være fotogen også kunne begå sig som værtinde på standen, hvor hun tager imod gæsterne, skænker fadøl og signerer kalendere, fortæller Peter Baastrup, der både står for fotografering og styling, mens reklamebureaet one2one tager sig af design og produktion. 

Peter Baastrup har desuden til opgave at finde kalenderpigen, som skal være en ny hvert år. I 2011 er det en Svendborg-pige, som pryder kalenderen. Claudia Vanessa Diaz, kendt fra TV-serien Paradise Hotel, bor nu i Horsens, men er født og opvokset i Svendborg. 

- Hun er castet til opgaven efter en prøvesession i mit studie, siger Peter Baastrup og tilføjer, at CPI-kalenderen bliver en større og større succes. Ikke blot er de oprindelige to sider i år blevet til fire (”jeg håber, vi ender med at lave en 12 siders”), men også efterspørgslen vokser. 

- CPI prøvede at droppe kalenderen ét år, men det gik slet ikke. Der blev spurgt efter den på messen. Kunderne VIL have den, siger Peter Baastrup. 

Ud over på messen bliver kalenderen også brugt som gave til CPI’s danske kunder. 

Kalenderen kan ses på www.peterbaastrup.dk under ”Cases – Calender Girl”.

Publiceret 27.6.2011

Nyt indhold

Mest sete indhold